lørdag, december 31, 2005

Decembers sidste dag

I erkendelse af at jeg ikke kan nå det hele, har jeg ladet bageren om at tage sig af kransekagen. Hvis jeg i god tid havde set disse kransekager, var det aldrig sket! Til gengæld dufter her af friskbagt rugbrød og baguettes. Den fuldfede chokoladekage til dessert i aften venter kun på at blive spist! Ja, vi er klar til nytåret, som for vores vedkommende bringer hyggeligt samvær med min søster & co.

Der er slet ikke blevet strikket de sidste par dage. Med leg i sneen og gang i bageriet har der ikke lige været plads til det også. Til gengæld er der blevet spundet lidt uld. Hver ting til sin tid.

Godt nytår til alle - på gensyn i 2006

torsdag, december 29, 2005

Udevejr for alle

Et par timer i den vinterklædte skov sammen med moster & co. - børn, voksne, slæder og hunde. Alle nød det og de voksne blev som børn påny. Der blevet kastet med sne og lavet engle i sneen.

Vores hund havde travlt med at passe på, at vi alle blev i flokken. Alligevel var der også tid til at nyde sneen for ham! Efter en snetur er det skønt at komme hjem til et par varme brændeovne, stearinlys og ikke mindst den dyne af sne, der har lagt sig omkring huset.

Slik for øjnene! Da jeg forleden fik skålen, var den fyldt med slik. Da den var tømt, så jeg straks, at den bare måtte indeholde perler. Så jeg har fundet glasperlerne frem, og det er da et farvestrålende syn. Jeg er vild med perler - og knapper for den sags skyld - i alle afskygninger.

..forøvrigt er der ikke flere vanillekranse og klejner tilbage. Det sidste stykke af julekagen forsvandt også i dag. Vi skal nok få nedbragt forrådet!

Feriesysler

Sneen er faldet - endelig! Ikke at jeg er speciel vild med at køre bil i det vejr, men den fornemmelse af at huset er pakket ind i sne. Det hele virker så roligt, når sneen ligger der med sit hvide tæppe. Nu er det en rigtig juleferie!

Jeg har fået strikket et par pulsvarmere, og jeg tror, at der skal strikkes lidt flere til gaver. Det er jo et hurtigt, lille projekt og det kan minimere garnlageret lidt. De er strikket i Iceland og kantet med Indiecita.

Derudover har jeg ødslet. Der var ellers taget en beslutning om, at denne bog ikke var "nødvendig" at eje. Jeg har jo ikke børn i den alder.... Nu har kusine Thilde jo så fået sin undertrøje/vest i julegave og hendes forældre ønsker sig flere! Så var der jo en undskyldning for at investere i bogen. Jeg mener, Thilde er jo kun 10 måneder, så jeg kan jo nå at strikke flere gaver til hende fra bogen. Det er afgjort en inspirerende bog med lækre modeller.

Surdejen til rugbrødet syder og bobler på køkkenbordet og dejen til yoghurtbrødene venter på en kærlig behandling. Udenfor venter sneen på os. Mon ikke at man skulle se at komme i tøjet...?!

tirsdag, december 27, 2005

Tag det roligt!

Hvorfor er det, at nytåret skal begynde, inden 2. juledag er overstået....?! Knap har vi fordøjet maden, før det vælter ind med nytårhilsener (i det her tilfælde stod jeg op til en nytårhilsen herfra). Så hvis jeg skal have billige hyacintglas, skal de købes nu, for de kommer ikke på udsalg, som forøvrigt starter allerede på mandag. Nytårskrudt, det skal vi også have! Hvor blev julen af?!

Ja, jeg slipper den ikke endnu. Der er stadig guf og knas i lange baner, der ligger lidt sne og julepynten, den fjerner vi ikke endnu. Vi er ikke klar til at give slip på julen. Vi har da juleferie! Husk nu at tage en dag ad gangen, ellers snyder du dig selv for meget.

Jeg er gået i gang med en hurtigt sag på tykke pinde - og til en rimelig pris! Modellen var i Hendes Verden i løbet af december og da jeg godt kunne bruge en hyggesweater, blev det den. Garnet er naturuld fra Hjertegarn og jeg har valgt en brun farve som bundfarven og rosa til mønsteret. Selvom det er en "hurtig" sag, går det ikke specielt hurtigt lige nu.....

Nu kiggede jeg tilfældigt ud i haven - vidunderligt, det vælter ned med store, lækre snefnug! Lad dem blive liggende lidt, så vi kan fastholde julen bare lidt endnu.....

søndag, december 25, 2005

Julehygge

Ren hygge - når man ser bort fra, at nu er to af familiens medlemmer ramt af en virus. Desværre sætter den sig i maveregionen... Der bliver set tv uoverskuelige mængder og hvor er det dejligt!

En af gaverne til mig var denne urtehakker fra Living Kitchen. Min dejlige mand har bl.a. begavet mig med disse sko.

Søde Olivia, 11 år, har strikket halstørklæder til den store guldmedalje og jeg var en af de heldig modtagere! Nu har jeg tre tørklæder af Olivias hjemmegjorte. Piger der strikker er gode til at nedbringe garnlageret! Bare så I ved det.

Kauni sjalet blev forøvrigt færdigt til tiden!

fredag, december 23, 2005

Nu' det jul, nu' det jul


Glædelig jul! Må jeres jul være fyldt med hygge, glæde, god mad, gaver og kærlighed.

Mere forråd...

...tro det eller la' vær'. Vi har netop afsluttet en konfekt-fabrikation, der ikke står i vejen for en kongelig leverance! Produktionen indeholder alt fra cornflakes-toppe, marcipanruller med alkoholiserede rosiner og til heste med chokoladeovertræk. Det er jo det hele værd, når man ser, hvordan ens børn går op i det med liv og stil. Blæse være med overskud af konfekt og/eller vægtøgning.......

Jeg har foræret mig selv to ikoner i før-julegave. Ikoner fasinerer mig meget og da en af vores venner, som er billedkunstner, havde lavet nogle, forelskede jeg mig straks i disse to. De står nu og pynter på bordet i det nye badeværelse.

Julen er tæt på, tilbage er kun det sidste stykke på sjalet, som skal være færdigt i aften. Så jeg vil sætte mig ved juletræet og lade pindene danse lystigt!

Go' lille juleaften.

torsdag, december 22, 2005

Når engle vogter

Pas på jer selv i denne søde tid. Opslugt af andre gøremål befandt hele familien sig i løbet af aftenen på første sal. Pludselig gik røgalarmen i gang i vores køkken. Da vi piskede ned ad trappen, vidste jeg med det samme, hvad der var sket. Der var ild i den tørre adventskranse med næsten nedbrændte lys. Da vi kom ned, stod adventskransen i flammer. Heldigvis var den placeret på et højt kagefad, som straks blev transporteret ud på terrassen, mens jeg fyldte en spand med vand. Vi er normalt meget opmærksomme på ikke at forlade de tændte lys, men lige der kiksede det altså. Tænk hvis vi ikke havde en brandalarm......

En lille sød julehilsen i form af min mands hjemmelavede jordbær-/rabarbermarmelade. Det vakte jubel som værtindegave tidligere på aftenen.

Lov mig nu at passe på med de tændte stearinlys! Ovenpå vores lille uheld er vi meget ydmyge og taknemmelige. Ikke mindst er vi glade for vores brandalarmer.

Kom jul, kom sne, kom....

Gaver! Alle gaver er i hus - næsten. Der er lige julegaven, der stadig sidder på strikkepinden. Det er som om, at jeg strikker og strikker og.... Der er stadig et par dage endnu, jeg skal nok nå det.

Tina spurgte mig, hvad der sad på rokken. Det gør det denne dejlige, grønne farvesymfoni! Det går ikke så hurtigt, for der bliver ikke spundet hver dag. Til gengæld tager jeg af og til et par timer, når familien drømmer sødt.

Pigerne har netop trillet pebernødder og de smager fortrinligt. Ja, vi måtte smage dem halvlune, de var ikke til at modstå. I går trillede de havregrynskugler, så nu er vi i fuld gang med at nedbringe forrådet.

Nu er tiden inde til at begive sig ud i det stor juleræs. Jeg har udskudt det hele formiddagen, men nu er indkøbssedlen færdig og der er ingen vej udenom. Med en julefrokost 2. juledag er der trods alt lidt indkøb at foretage. Dog er gaverne til det årlige gave ræs klar. Så jeg skal bare have overstået det store "supermarkeds-helvede", hvor mange tror, at hungernøden lurer lige om hjørnet. Vi må huske at hamstre gær......

tirsdag, december 20, 2005

Nu også for ægtemænd

Ja, jule-terapien gælder også for dem! I dag var der trængsel i køkkenet, da min dejlige mand også skulle pleje sig veludviklede bage-gén! Det blev til en stor portion horn af den bedste af slagsen.

Hvad han ikke vidste var, at jeg i morges havde lavet dej til en portion boller. Så da det endelig blev min tur til at gøre brug af ovnen, blev det også til en portion af disse. Lige nu er vores største "problem", at fryseren ikke er stor nok. Slet ikke efter vi forleden modtog ½ gris af dem, der har haft et rigtigt godt liv! Tænk et gang, et problem det er muligt at spise sig ud af!

Julekagen er også bagt og står og ser ualmindelig fristende ud, men den skal gemmes til juledagene, måske. Med det udvalg af småkager vi kan præstere, kan det gøre være, at vi i stedet simpelthen er nødt til at spise kagen snart.... Apropos småkager så har jeg i dag foræret min søster et par dåser fulde - til lettelse for min mand som mener, at vi har mere end rigeligt. I virkeligheden er han måske mest bange for, hvordan vægten vil reagere efter jul.

Alle er nu gået i seng, så jeg vil gribe julegave-sjalet og strikke et par pinde inden sengetid, mens jeg nyder freden i huset. Hermed erklærer jeg min juleferie for startet!!

mandag, december 19, 2005

Jule-terapi

Den forgangne uge er brugt til at indhente lidt af det forsømte, og vi er nu på banen igen. I strikkekurven ligger stadig Kauni sjalet, der gerne skulle blive færdigt til juleaften. Der bliver strikket lidt hver dag, så mon ikke at det lykkes!

I dag har jeg stået i køkkenet i fire timer og tro mig, det var ren jule-terapi! Der er nu stegt 1,5 kg frikadeller til julefrokosten, bagt knap 400 brune kager (de er ikke så store) og bagt endnu en portion jule-biscotti, denne gang dobbelt portion da de er stærkt vanedannende. Der er hakket abrikoser til i morgen, hvor de skal putre sig i Amarettoen, som jeg har indkøbt til en mindre formue. Abrikoserne skal sammen med andre dejlige ingredienser blive til denne julekage. Jeg glæder mig allerede til i morgen, når jeg skal bage den! I går fik jeg lavet brændte mandler, så jo, julen kan bare komme an. Vi er næsten klar.

I morgen starter min juleferie, så mon ikke at jeg kan nå en portion af disse..? Eller prøve opskriften på pebernødder fra en af mine favoritbøger. (Selvom det er en bog, jeg er meget glad for, ærgrer det mig lidt, at jeg ikke selv har udgivet den). Der skal også laves lidt konfekt og de sædvanlige cornflakes/chokoladetoppe. Det lyder måske hektisk, men nej, det er ren terapi. Min søde mand er overbevist om, at vi aldrig når at spise det hele. Det har han måske ret i, for julebagningen plejer at være overstået for længst her i huset, så kagerne kan nydes i løbet af december. Sådan er det bare ikke i år.

Når aftenen er ved at være slut og alle er i seng, undtagen mig, finder jeg vej til rokken og sidder der lidt og bare nyder. Balsam for sjælen. Så jeg er klar til ferien.

Mon ikke at jeg skal sætte dej over til lidt gode brød, inden jeg tager på arbejde i morgen.....?! Måske Camilla Plums gode yoghurt brød fra denne bog.

søndag, december 11, 2005

Godt brugt weekend....

....og ditto blogindehaver! Det føles som om, at de praktiske opgaver har stjålet al opmærksomhed i denne weekend. Godt at juleferien lurer lige om hjørnet - næsten.

Til jul sidste år begavede Dorte mig med en nålebog, noget som for mange sikkert vil virke aldeles overflødigt. Jeg har så svært ved at forstå, hvordan jeg indtil da har kunne klare mig uden!! Derfor har jeg taget hul på et af mine små juleprojekter. Der er andre, hvis liv skal beriges med en nålepude. I dag har jeg syet denne her. Med lidt held når jeg måske et par stykker mere.

Sådan ser den ud indeni, hvor nålene skal sidde. Min nålebog er fyldt med alle mulige former for nåle. Når der skal sys det ene eller det andet i hånden, ved jeg, at griber jeg nålebogen, så er den rigtige nål der i. Der er også knappenåle og en enkelt sikkerhedsnål. Jeg kan på det varmest anbefale det både til jer selv og som gave til en kreative person. Så kom bare i gang! På et tidspunkt drømmer jeg om at lave nålebøger i stil med denne her.

I får lige et billede af min nålebog, som Dorte gav mig.

lørdag, december 10, 2005

10. december

...og kun 14 dage til jul. Hvor tiden dog går hurtigt! Nu er det knap en uge siden, at vi blev mindet om, hvor skrøbeligt livet er. Vi er så småt ved at fange julen igen og genoptog julens glæder med et smut til Helsingørs Julemarked. En tur i en af byens boghandlere gør, at jeg nu kan føje denne julebog til samlingen. Til kun en 50'er kunne jeg ikke modstå!

I dag er det endelig lykkedes mig at få færdiggjort undertrøjen. Det var noget af en præstation..... Jeg vil glæde mig til at være helt fit for fight igen. Alligevel har jeg brug for hurtige projekter! Ikke mindst når alle mine planer om hjemmesyede julesokker og ditto engle m.m. er udskudt til en anden jul.
Derfor har jeg kastet mig over lidt gavemærkater. Der kan man jo hurtigt se et færdigt resultat og helt ærligt, så tror jeg aldrig, at jeg bliver træt af manillamærker. Hvad de ikke kan bruges til!

Ingredienserne til julens småkager venter stadig - men lige pludselig! Alle kagerne bagt til fødselsdagen blev spist i går. Det var virkelig et hit med tal-kager! I kan også roligt servere min cola-marinerede kylling. Det var også en succes hos både store og små. Børnene kender heldigvis ikke ingredienserne til marinaden, udover colaen. Det er ikke sidste gang, at det bliver serveret her i huset. Næste gang skal det være en dejlig bornholmerhane, som skal putre på grillen!

Nå, men julekalenderen kalder. I morgen venter endnu en fridag - herligt. Måske energien så småt vender tilbage i morgen....?!

torsdag, december 08, 2005

Cola i hønsegården

Lidt senere samme dag og nærmere midnat end tidligere...... I skal ikke snydes for et billede af alle kyllingelårene, der ligger og putrer sig i cola-marinaden. Det er altså ikke udelukkende cola, vil jeg lige gøre opmærksom på. Der er også kaffe, hvidløg, ingefær, lime, soya, chili, citrongræs og koriander. Gad vide om børnene i virkeligheden kan lide dem...? Jo, selvfølgelig.

Min familie kan ikke forstå mit behov for at skulle tage billeder af mad. Specielt ikke da vi var på sommerferie i år og skulle til at spise den grillede laks og grønsager. Da jeg åbnene min egen lille foliepakke og så symfonien af fantastiske farver sammen med laksen, ja, så måtte jeg tage et billede.

Ni-tals kagerne ligger og venter på en tur i kagedåsen, mens de tørrer færdigt. De er iført pistace-farvet glasur og krymmel i alle farver. Så vil jeg erklære denne dags fødselsdagsforberedelse for afsluttet.

G' nat.

Lyn evaluering

Ingen behøver vente et par måneder på en foreløbig evaluering! I går måtte jeg skifte til en af de farvestrålende strikkepinde. Se lige hvordan farven på strikkepinden matcher garnet!! Glæden var stor, da den store test fandt sted og jeg må sige, at - trods de relativ få pinde det blev til - pindene var yderst behagelige at strikke med. Nu har jeg ikke prøvet Addi Turbo, som jeg har hørt meget om, måske minder de to slags pinde om hinanden. Bare fornemmelse af at eje sit eget "topnøglesæt" inden for strikkeverdenen var en skøn fornemmelse!

Så, ja, jeg er allerede glad for sættet. Susanne, byd du bare videre på e-bay! Der er jo mange forskellige sæt at vælge imellem. Det sæt jeg har købt dækker fra pind nr. 3 og til p. 10 eller 12. Der er også lidt skæve pindestørrelsen imellem, det synes jeg er lidt sjovt!

Nå, jeg må videre. Der skal bages fødselsdagssmåkager og laves marinade til guderne-må-vide hvor mange cola-marinerede kyllingelår, som fødselsdagsbarnet har bestilt.

onsdag, december 07, 2005

Til mig, fra mig selv

En lille uge tog det for min gave at finde vej fra USA og hjem til mig. Ovenpå et tilfredsstillende julesalg, måtte jeg forkæle mig selv med dette sæt. Efter sigende skulle man ikke kunne leve ude..... Så lad os se om det ryger på QXL om et par måneder, fordi jeg godt kunne leve uden!!! Sættet er erhvervet via e-bay, så prisen har været overkommelig.

Jeg må tilstå, at jeg er vild med farverne på strikkepindene, at man så er nødt til at gennemføre et lille kursus i montering af dem..... Der er et par dele, jeg ikke lige ved, hvad jeg skal bruge til. Man kan da kun blive i godt humør af farvede strikkepinde og ja, jeg kan godt leve uden ædeltræspinde. Sådan er vi jo så forskellige - heldigvis!!

En fødselsdags lurer om hjørnet. Dejen til Frederikkes fødselsdagskager er lige lavet og putrer sig i køleskabet til i morgen aften, hvor jeg på bedste Nigella vis skal bage 9-tals småkager i hobetal.

Tak for jeres søde hilsner til mig. De gør mig godt!!!

tirsdag, december 06, 2005

Julekort og stort ønske

De her julekort måtte jeg bare eje med det vidunderlige motiv! De er julede, hyggelige og lidt anderledes end de typíske kort med engle, nisser og julemænd. De kan bestilles og købes hos Liselotte. De vil kun blive sendt til modtagere, som jeg ved værdsætter et smukt julekort, men først vil jeg gemme et til mig selv!

Min dejlige mor har beriget min jul med denne tromme, som jeg længe har ønsket mig. Den er vidunderlig smuk og jeg er så glad for den. Det er en trøstegave og tro mig, der er virkelig brug for trøstegaver i øjeblikket. Det skal jeg ikke komme yderligere ind på i dette forum. Jeg beklager de lidt uskarpe billeder, men sådan ser livet ud for mig lige i øjeblikket.

søndag, december 04, 2005

Den 4. dag i december

Kalenderlyset brænder lystigt og det er nødvendigt i disse mørke dage. Udgiften til stearinlys tør jeg slet ikke tænke på det. Det er en nødvendighed, som jeg ikke har tænkt mig at spare på. Selvom jeg synes, at jeg køber lys ind til lang tid af gangen, bliver jeg alligevel forundret over, at de så hurtigt er brugt. Nej, jeg kunne ikke drømme om at tælle, hvor mange lys der brænder her i huset hver dag!

Den uldne undertrøje er færdig, men endnu er den ikke helt monteret. Lige nu har jeg afsluttet et krysnøgleprojekt af Kauni-garn. Det vil jeg skåne jer for et billede af. Alligevel begejstres jer over farvesymfonien, når garnet er krydsnøglet! Trods det at vi har set utallige billeder af Kauni-garn og -sjaler. Garnet skal bruges til endnu et sjal - denne gang til min mor i julegave.

Opskrifterne på julens småkager ligger klar. Der er købt ind til det, så måske startskuddet snart går....!?

lørdag, december 03, 2005

3. december

En bidende kold, mørk og hyggelig lørdag som startede med lidt julestrik i selskab med både gamle og nye strikkeveninder. Tak for en hyggelig formiddag i jeres selskab!!

Der blev dog også lidt tid til småindkøb i den hyggelige butik. Det blev bl.a. til lidt af Gisela Gramhams julepynt, som jeg er fuldstændig vild med!! De småskøre figurer i vidunderlige farver kan man kun blive glad af. Så der er allerede indkøbt lidt værtindegaver til den kommende tid. Der er også så småt ved at blive indkøbt lidt julegaver, som gemmer sig rundt omkring på hemmelige steder.
Det eneste nye der er på det fiberrelaterede område er indkøb af lidt kidmohair. Garnet er fra BC Garn og blev leveret meget hurtigt efter min bestilling. Af garnet skulle der gerne blive en slå-om-trøje og så er der stadig garn tilbage!! Alpaca-undertrøjen blive sikkert færdig i dag.

Der skal også sys gardiner til det nye badeværelse. Når de er syet erklærer vi det for helt færdigt, nej, på nær to kurve der mangler at blive købt.

Allerførst vil jeg sammen med den øvrige familie nyde en luciabolle, selvom det er 10 dage for tidligt.

torsdag, december 01, 2005

December, åh, december

Endelig 1. december, julemåneden er en realitet og der kan jules med god samvittighed. Det er som om, at der sker noget, når kalenderen skifter fra november til december. Dagene skal nydes, for de går alt, alt for hurtigt.

Her er et tip til en god afslutning på dagen - gerne når den øvrige familie sover, Bing Crosbys julemelodier i baggrunden, ild i brændeovnen og et godt strikketøj. De fleste kender det nok allerede, men for dem der ikke gør, kan jeg absolut anbefale det! Ikke mindst hvis du tilsætter lidt hel stjerneanis - altså i chai'en.

Ikke et ord om strik i dag! Måske i morgen.